Det bliver den endnu bedre af
Serveringen af en Højer pølse er en vigtig del af nydelsen. Den skal serveres med følelse. Derfor er det en god idé at bruge en skarp kniv og et solidt skærebræt, når du ønsker friske skiver. De flotteste skiver får du ved at skære med et let tryk og ellers lade kniven gøre arbejdet. Den skal aldrig presses gennem pølsen, for det er mere lækkert med to tynde skiver end én tyk. Husk i øvrigt, at du får en større skive, når du skærer på skrå.

Leverpølser
Hvad leverpølser angår, så anbefaler vi, at du skærer skiverne med skind. På den måde bevarer pølsen sit indbydende udseende, og du undgår at skulle grave ind i den.


Brød og schweizerfedt
Vil du give dig selv og dine gæster en større smagsoplevelse, bør du servere friskbagt brød og schweizerfedt til vores pølser. Kombineret med lidt grønt salat fremhæver begge dele smagen, hvorimod smør eller smørbare blandingsprodukter ikke er velegnet til alle pølser.


Middagspølser
En kogt eller stegt pølse er noget, såvel små som store middagsgæster sætter pris på. Især når de er i en ordentlig kvalitet. Vores middagspølser har et højt indhold af kød og dermed en fast konsistens, som giver et indbydende knæk. Den bedste måde at tilberede dem på er ved at lægge dem i en gryde med koldt vand. Når vandet simrer, tager du gryden af og lader pølserne trække i et par minutter. Herefter er de lige til at sætte tænderne i.